Vedtægter for Fyns Væve- og Textilkreds

§ 1: Kredsens navn er Fyns Væve- og Textilkreds med hjemsted i Faaborg Midtfyn Kommune. Kredsen er medlem af Landsforbundet Fora og Dansk Tekstillaug - væv, tryk og broderi.

§ 2: Kredsens formål er at fremme og udvikle interessen for vævning, tekstil og kunsthåndværk, samt at bevare og videreudvikle de håndværksmæssige og kulturelle værdier. Dette gøres med udgangspunkt i fællesskabet og i den enkelte og dennes forudsætninger.

§ 3: Kredsens formål søges opnået gennem formidling af viden i form af kulturelle foredrag, kurser og workshops, ekskursioner m.m. inden for vævning og andre fagområder med henblik på bevarelse af kendskabet til ”det gode håndværk”, den tekstile historie og udforskningen af nutidige og eksperimenterende udtryk. Dette kan også ske i samarbejde med andre kulturelle organisationer og foreninger.

§ 4: Enhver der er interesseret i formålet kan blive medlem. Medlemmerne hæfter ikke personligt for kredsens økonomi.

§ 5: Kredsens øverste myndighed er generalforsamlingen. Den ordinære generalforsamling afholdes normalt i perioden 1.1 til 1.4 og indkaldes med mindst 14 dages varsel. Indkaldelsen skal ske skriftligt og med dagsorden indeholdende mindst følgende punkter:

  1. Valg af dirigent og referent
  2. Bestyrelsens beretning, samt planer for det kommende år
  3. Fremlæggelse af revideret regnskab
  4. Indkomne forslag

Forslag, der ønskes behandlet, skal være bestyrelsen i hænde 2 uger før generalforsamlingen

  1. Fastsættelse af næste års kontingent
  2. Valg af bestyrelsesmedlemmer (se § 6)
  3. Valg af 2-3 suppleanter
  4. Procedure for valg af deltagerrepræsentant
  5. Valg af revisor og revisorsuppleant (vælges for et år af gangen)
  6. Eventuelt  

§ 6: Kredsen ledes af en bestyrelse, der består af mindst 5 medlemmer og 2-3 suppleanter valgt af generalforsamlingen. Skolelederen deltager i bestyrelsens møder uden stemmeret. Bestyrelsesmedlemmer vælges for to år ad gangen, således at to medlemmer er på valg i ulige år og 3 medlemmer er på valg i lige år. Suppleanter vælges for et år ad gangen. Går en suppleant ind i bestyrelsen i stedet for et afgået bestyrelsesmedlem, sidder suppleanten i bestyrelsen, indtil det afgående bestyrelsesmedlem ville være på valg. Genvalg kan finde sted. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand og kasserer, der tegner foreningen i fællesskab.

Valgbare og valgberettiget er medlemmer af Fyns Væve- og Textilkreds, som har betalt kontingent for det regnskabsår, i hvilket generalforsamlingen finder sted. Efter generalforsamlingens nærmere bestemmelse, skal der være mulighed for at vælge et bestyrelsesmedlem blandt og af deltagerne i kredsens aktiviteter.

For bestyrelsesmedlemmer gælder dansk rets almindelige erstatningsregler, men medlemmerne hæfter i øvrigt ikke personligt for kredsens økonomiske forpligtelser

§ 7: Bestyrelsen ansætter og afskediger en skoleleder og fastsætter dennes løn og arbejdsvilkår. Skolelederen er ansvarlig over for bestyrelsen og myndighederne. Skolelederen har den administrative, regnskabsmæssige og pædagogiske ledelse i henhold til Folkeoplysningsloven. Skolelederen udarbejder undervisnings og aktivitetstilbud i henhold til programmet og træffer de fornødne aftaler med lærerne.

§ 8: Regnskabsåret følger kalenderåret. Kredsens regnskab revideres af revisor i henhold til kommunens tilskudsmodel og regler for regnskabsaflæggelse og revision. Det reviderede regnskab udsendes sammen med dagsordenen til den ordinære generalforsamling. Kredsen tegnes i økonomisk henseende af formanden i kredsen med et andet medlem.

§ 9: Enten den nuværende eller "Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, såfremt flertallet af bestyrelsesmedlemmerne eller 1/4 af medlemmerne skriftligt forlanger det. Generalforsamlingen indkaldes med mindst 2 ugers varsel med opgivelse af dagsorden. Reglerne om ordinær generalforsamling finder tilsvarende anvendelse her.

§ 10: Vedtægter kan ændres af 2/3 flertal på generalforsamlingen, når ændringsforslagene er udsendt sammen med en rettidig udsendt dagsorden. Vedtægterne skal være i overensstemmelse med vedtægterne for Fora.

§ 11: Til opløsning af kredsen kræves at mindst 4/5 af samtlige medlemmer ved skriftlig afstemning stemmer herfor. I tilfælde af opløsning træffer generalforsamlingen bestemmelse om fordelingen af foreningens midler. Eventuelle aktiver anskaffet for midler fra Fora, tilfalder Fora.

§ 12: Disse vedtægter træder i kraft umiddelbart efter godkendelse på generalforsamlingen i Fyns Væve- og Textilkreds.

Vedtægterne sendes til godkendelse i Faaborg Midtfyn kommune og i Foras styrelse og træder umiddelbart herefter i kraft. De erstatter hidtil gældende vedtægter.

Således vedtaget på generalforsamlingen d. 21. marts 2015

Bestyrelsens underskrifter: